Akut behov for forår i februar

 

Hvis du trænger til forår og har brug for at gøre noget, så lad dig inspirere af disse tre ting, jeg gør hvert år i februar:

 

1.   Instant forår i stuen. Køb forspirede krokus, vibeæg, skilla, små tulipaner eller andre fine løgplanter fra grønthandleren eller supermarkedet. De er lige til at plante i en fin skål eller et syltetøjsglas. Det pynter overalt, kan genplantes udenfor, når de er afblomstret, og hjælper på akut behov for forår.

 

Sådan gør du

Læg lidt dræn i bunden, og placer de forspirede løgplanter helt tæt. Nogle gange kan det være en fordel at dele dem lidt op, så de passer bedre til skålens eller glassets form. Dæk evt. med lidt mos mellem blomsterspirerne. Vand skålen eller syltetøjsglasset 1-2 gange om ugen, afhængigt af hvor varmt den står.

 

2. Træk haven ind i stuen. Du kan også grave vintergækker og erantis op i haven og sætte dem ind i stuen i en skål. Læg evt. lidt mos på for at skjule jorden. Det er en vidunderlig måde at snyde lidt forår ind i stuen før tid. Når de er afblomstret, planter du dem blot ud igen, hvor de vil komme tilbage næste år.

 

3. Forsytiagrene i vase. I slutningen af marts klipper jeg gerne mange grene og gerne med noget højde på. Klip dem skråt af i bunden og evt. med et ekstra snit på tværs op i grenen. Sæt dem i koldt vand i en stor vase og derefter ind i den lune stue. I løbet af en uges tid vil de blomstre med fine solgule stjerneformede blomster, som lyser op i hele stuen.